Nyheder

Prøveboring ved Fårup skal undersøge mulighederne for CO₂-lagring

Harbour Energy tager næste skridt i Project Greenstore med en fem måneder lang prøveboring nord for Randers. Formålet er at undersøge, om undergrunden kan bruges til sikker og permanent lagring af CO₂.

Søren Greve
Af Søren Greve 6. juli 2026

Der bliver snart mere aktivitet på en mark ved Fårup nord for Randers. Harbour Energy går nu ind i næste fase af Project Greenstore, hvor en omfattende prøveboring skal give ny viden om undergrunden og dens egnethed til fremtidig lagring af CO₂.

Boringen bliver udført fra en midlertidig boreplads på en privat mark, som virksomheden har lejet af en lokal lodsejer. Borepladsen er allerede etableret, og i løbet af de kommende uger ankommer boreriggen fra Tyskland i mere end 100 lastbillæs, inden selve borearbejdet går i gang.

Skal give svar om undergrunden

Prøveboringen er en vigtig del af arbejdet med at afklare, om området kan anvendes til sikker og permanent lagring af CO₂.

Boringen skal nå en dybde på mere end 3.000 meter, hvor geologer vil indsamle prøver og målinger fra de forskellige lag i undergrunden. Sammen med de seismiske undersøgelser, som tidligere er gennemført i området, skal resultaterne danne grundlag for den videre vurdering af projektet.

“Den seismiske undersøgelse skulle give os et detaljeret 3D-billede af undergrundens strukturer, mens prøveboringen giver konkrete prøver og målinger fra de mange lag ned i mere end 3.000 meters dybde. De to undersøgelser vil tilsammen udgøre et omfattende datasæt, der bliver en vigtig hjørnesten i vurderingen af, om området kan anvendes til lagring af CO₂,” siger Henrik Busk, geolog og efterforskningschef i Harbour Energy.

Aktivitet frem til 2027

Selve borearbejdet forventes at begynde sidst i juli og fortsætte frem til årets udgang. Herefter bliver boreriggen taget ned, og alle installationer fjernet, så arealet igen kan anvendes som landbrugsjord. Hele projektet ventes afsluttet i første kvartal af 2027.

Borepladsen dækker et område på cirka 20.000 kvadratmeter – svarende til knap tre fodboldbaner – og den 55 meter høje borerig bliver det mest synlige element på pladsen. Derudover vil området rumme blandt andet containere, borerør og teknisk udstyr.

Tung trafik ledes uden om naboerne

Transporten af udstyr til borepladsen vil medføre øget trafik i området. Harbour Energy oplyser dog, at den tunge trafik bliver ledt ad en privat grusvej, som tidligere blev etableret i forbindelse med opsætningen af vindmøller på ejendommen. Formålet er at begrænse generne for de omkringboende.

Virksomheden understreger samtidig, at der alene er tale om en undersøgelsesboring.

“Vi er meget opmærksomme på, at prøveboringen kommer til at fylde i lokalområdet og vil gøre alt, hvad vi kan for at minimere gener for beboerne. Det er også vigtigt at understrege, at der er tale om en midlertidig undersøgelse, og at der ikke i løbet af perioden bliver tale om injektion af CO₂,” siger Regitze Reeh, kommunikationschef i Harbour Energy.

Alle tilladelser er på plads

Ifølge Harbour Energy er de nødvendige myndighedstilladelser på plads. Virksomheden oplyser desuden, at dialogen med naboer, borgere og myndigheder fortsætter gennem hele forløbet, blandt andet via informationsmateriale, der bliver omdelt i lokalområdet.