Helbred
Mange unge går påvirkede i vandet: 38 procent er i hoppet i med alkohol eller rusmidler i blodet
En ny undersøgelse viser, at mere end hver tredje unge mellem 18 og 29 år har badet med alkohol eller rusmidler i blodet inden for de seneste tre år.
En tur i havet, søen eller swimmingpoolen foregår ikke altid i ædru tilstand. 38 procent af de 18-29-årige svarer i en ny undersøgelse, at de inden for de seneste tre år har badet, mens de var berusede eller påvirkede af rusmidler.
På tværs af alle aldersgrupper svarer 14 procent det samme.
Undersøgelsen er foretaget af YouGov for forsikringsselskabet Gjensidige blandt 1.030 respondenter i juni 2026.
Alkohol kan gøre det sværere at reagere
Gjensidige advarer om, at alkohol og rusmidler kan gøre en ellers almindelig badetur mere risikabel.
”Mange tænker, at en hurtig dukkert er ufarlig, men alkohol og rusmidler gør det svære at reagere hurtigt, hvis noget går galt. Man kan lettere miste orienteringen, undervurdere strøm eller afstande og overvurdere sine egne evner og kræfter. Derfor kan en situation, der normalt virker harmløs, udvikle sig til noget alvorligt,” siger Mette Glad, fagchef i Sundhed hos Gjensidige.
Hun peger samtidig på, at vennerne på land også kan være påvirkede:
”Risikoen bliver endnu større, fordi det ofte ikke kun er den, der går i vandet, som er påvirket. Vennerne på land har ofte også drukket alkohol og er derfor mindre opmærksomme og dårligere rustet til at reagere hurtigt, hvis noget går galt.”
Læs også:
Sene badeture kræver ekstra omtanke
Ifølge Gjensidige kan risikoen være særlig stor sent om aftenen og om natten. Her kan der være færre mennesker ved vandet, dårligere sigtbarhed og i mange tilfælde ingen livreddere til stede.
”Når der er færre mennesker og det samtidig er sværere at se, hvad der sker, bliver det endnu vigtigere at være klar i hovedet. Vent derfor med badeturen til alkoholen eller rusen er ude af kroppen,” siger Mette Glad.
Hun fremhæver desuden en enkel tommelfingerregel:
”Hvis du er for påvirket til at køre bil, er du sandsynligvis også for påvirket til at bade. Hjælp hinanden med at sige fra, hvis en badetur ikke er forsvarlig. Vand kræver respekt, og det gælder især når man er påvirket,” lyder det fra Mette Glad.
Ni råd til en sikker badetur
Gjensidige fremhæver ni råd til badeturen:
- Lær at svømme og springe rigtigt.
- Bad altid sammen med andre – hold øje med hinanden og ikke mindst de små.
- Bad kun på dybder, der går dig til navlen, når du stiller dig op i vandet.
- Spring aldrig på hovedet i lavt vand eller i vand, du ikke kender.
- Bad på de strande, som er godkendt med det internationale blå flag, for at få badevand af god kvalitet og sikkerhed omkring din badetur.
- Svøm langs kysten.
- Bad kun, hvor det er tilladt og når forholdene tillader det.
- Bad kun, hvis du føler dig frisk – bad aldrig med alkohol eller sløvende medicin i blodet.
- Gå op, hvis du begynder at fryse.
Læs også: