Helbred

80.000 medarbejdere gør klar til en anderledes arbejdsuge

Padel, yoga, gåture og små aktive pauser rykker ind på hundredvis af danske arbejdspladser, når Arbejdspladsernes Motionsuge begynder mandag den 5. oktober.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 29. september 2026

Møder, mails og kaffepauser får i næste uge selskab af blandt andet padel, yoga, floorball og fælles gåture på arbejdspladser over hele landet.

Mere end 80.000 medarbejdere fra 450 arbejdspladser er allerede tilmeldt Arbejdspladsernes Motionsuge, som finder sted i uge 41 og begynder mandag den 5. oktober.

Det er 13. gang, Dansk Firmaidræt står bag motionsugen, der skal give bevægelse og fællesskab mere plads i løbet af arbejdsdagen.

Fra plejehjem til store virksomheder

Blandt de tilmeldte findes både revisionshuse, banker og store koncerner samt plejehjem, vuggestuer, sygehuse og styrelser.

Aktiviteterne varierer lige så meget som arbejdspladserne. Nogle steder er der planlagt padel, floorball og gåture, mens andre sætter yoga, fælles udstrækning, løb eller dans på programmet.

Mere end 20 lokale firmaidrætsforeninger står desuden klar med aktiviteter i løbet af ugen.

Fem minutters bevægelse kan være nok

Motionsugen er ikke kun rettet mod medarbejdere, der ønsker længere træningspas. Tanken er også, at korte aktive pauser kan blive en del af en almindelig arbejdsdag.

En fælles gåtur eller få minutters bevægelse mellem dagens opgaver kan derfor være en del af aktiviteterne.

”Noget af det særlige ved Arbejdspladsernes Motionsuge er bredden. Vi ser alt fra store arbejdspladser med et helt ugeskema fyldt med aktiviteter til mindre arbejdspladser, der starter med en fælles gåtur eller ti minutters bevægelse. Der er ikke én rigtig måde at være med på. Det vigtigste er, at kolleger får en anledning til at bevæge sig sammen,” siger Mette Mandrup, direktør i Dansk Firmaidræt.

Håber aktiviteterne fortsætter

For nogle arbejdspladser kan ugen samtidig bruges til at afprøve aktiviteter, der efterfølgende kan blive en fast del af hverdagen.

Arbejdspladsernes Motionsuge blev afholdt første gang i 2014 og er siden blevet en årligt tilbagevendende begivenhed.

”Vi oplever, at rigtig mange arbejdspladser vender tilbage år efter år. Det fortæller os, at uge 41 kan noget særligt. Den giver arbejdspladserne en konkret anledning til at samle kollegerne om bevægelse – og mange steder udvikler aktiviteterne sig fra år til år og bliver en del af kulturen på arbejdspladsen,” siger Mette Mandrup.

Sidste år deltog 113.000 medarbejdere. I år er mere end 80.000 allerede tilmeldt, og det er fortsat muligt for arbejdspladser at komme med.

Gratis at deltage

Dansk Firmaidræt stiller gratis aktiviteter, materialer og inspiration til rådighed. Det er blandt andet muligt at deltage i online yoga og træning eller hente idéer, der kan tilpasses den enkelte arbejdsplads.

Arbejdspladsernes Motionsuge løber i uge 41 med start mandag den 5. oktober.