Erhverv

Turisterne strømmede til Himmerland i juli – især ét ferieområde oplever stigende interesse

Sommeren 2026 bød på næsten en halv million overnatninger i Himmerland, og særligt juli blev en succes med en fremgang på 7,9 procent. Campingpladserne oplevede flere gæster, mens hoteller og feriecentre gik tilbage. Samtidig melder lokale turistaktører i blandt andet Øster Hurup om en travl sommer og en voksende interesse for den jyske østkyst.

Maria Just
Af Maria Just 9. november 2026

Turismen i Himmerland holder niveauet fra sidste år, selvom sommermånederne har budt på forskellige udviklinger.

Nye overnatningstal fra Destination Himmerland viser, at der fra juni til august 2026 blev registreret 478.045 overnatninger i området.

Det er blot 591 færre end i samme periode i 2025.

Særligt juli trak resultatet op med en fremgang på 7,9 procent, mens både juni og august endte under sidste års niveau.

Campingpladserne tiltrak flere gæster

Sommerens tal viser, at der er forskel på udviklingen blandt de forskellige overnatningsformer.

Campingpladserne i Himmerland oplevede en fremgang på 4,9 procent, hvilket svarer til 8.065 flere overnatninger end sidste sommer.

Til gengæld gik hoteller og feriecentre samlet tilbage med 6,5 procent, svarende til 7.175 færre overnatninger.

Hos Destination Himmerland glæder destinationsdirektør Johanne Bugge sig over, at sommerens samlede resultat ligger tæt på sidste års niveau.

– Vi glæder os over, at juli blev en god måned, og at flere overnatningssteder oplever fremgang. Samtidig skal vi være opmærksomme på ændringer i den tyske feriekalender, som kommer til udtryk i tallene for denne højsæson, siger hun.

Hun understreger samtidig betydningen af fælles markedsføring for at tiltrække gæster til området.

– Det er tydeligt for os, at det betyder noget, at erhverv og attraktioner står sammen om at pulje penge til branding og markedsføring af vores destination. Turismen er en benhård branche, og jo flere penge man har til markedsføring, jo mere sandsynligt er det, at turisterne finder veje til vores landsdel, siger Johanne Bugge.

Øster Hurup oplever stigende interesse fra feriegæster

Hos Sol og Strand i Øster Hurup har sommeren været præget af stor aktivitet.

Bureauchef Gitte Melchiorsen, der dækker Øster Hurup, Hals og Læsø, fortæller, at feriehusudlejningen har haft en særdeles god sæson.

– Vi har haft en fantastisk god og travl sommer i Sol og Strand. Det har vi faktisk over hele landet, hvor Sol og Strand tager markedsandele i et marked, der efter nogle virkelig gyldne år er svagt vigende for branchen som helhed, siger hun.

Ifølge bureauchefen er der samtidig sket en udvikling i, hvilke ferieområder gæsterne vælger.

Flere danske og udenlandske turister har fået øjnene op for den jyske østkyst, som i stigende grad bliver valgt som alternativ til vestkysten.

– Vi kan se, at østkysten for alvor er blevet opdaget af mange feriegæster. Også af mennesker, som tidligere typisk valgte vestkysten. Vi ser især flere hollandske gæster, men også tyskere, som måske vælger østkysten, fordi feriehusene her ofte er lidt mere prisvenlige end på vestkysten, fortæller Gitte Melchiorsen.

Feriehusene bliver booket hele året

En anden tendens er, at feriegæsterne i stigende grad fordeler deres ophold over flere måneder.

Hos Sol og Strand oplever man, at både danske og tyske gæster i højere grad booker feriehus uden for sommerens traditionelle højsæson.

Det kan få betydning for turismen i områder som Øster Hurup, hvor feriehusene og de mange besøgende spiller en vigtig rolle for det lokale erhvervsliv.

– Samtidig fortsætter danskerne med at booke feriehuse hos os, men de gør det i stigende grad spredt over hele året og ikke kun i sommerens højsæson. Det samme gælder mange af de tyske gæster. Derfor står vi et fantastisk sted, både i sommermånederne og resten af året, siger Gitte Melchiorsen.

Hvalpsund Færgekro havde næsten 20 procent flere gæster i juli

Også andre steder i Himmerland har sommeren været positiv.

Hos Hvalpsund Færgekro oplevede man fremgang i både juni og juli.

Alene i juli havde færgekroen næsten 20 procent flere gæstenætter end året før, mens sommeren samlet gav en fremgang på godt 12 procent.

– Vi har haft en rigtig god sommer med flere gæstenætter i både juni og juli sammenlignet med sidste år. I juli havde vi næsten 20 procent flere gæstenætter, og samlet set er vi gået frem med godt 12 procent hen over sommeren. August endte på niveau med sidste år, så alt i alt er vi rigtig godt tilfredse med udviklingen, fortæller Peder Holm Pedersen fra Hvalpsund Færgekro.

Flere tyske turister besøger Himmerland

Ser man på årets første otte måneder, er udviklingen i Himmerland samlet set svagt positiv.

Fra januar til august 2026 blev der registreret 749.046 overnatninger, hvilket svarer til en fremgang på 0,1 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Særligt de tyske gæster har bidraget til udviklingen.

Antallet af tyske overnatninger steg med 6,1 procent til i alt 155.738.

Også feriehusene og campingpladserne oplevede fremgang i årets første otte måneder, mens feriecentrene havde færre overnatninger.

Tallene peger dermed på en turismesæson, hvor Himmerland samlet har fastholdt sit niveau, samtidig med at især camping, feriehusudlejning og interessen for østkysten har bidraget positivt til udviklingen.