Danmark

Nye tal: Flertal vil have røgfri værtshuse – pres på politikerne vokser

8 ud af 10 danskere foretrækker at gå i byen uden tobaksrøg

Maria Just
Af Maria Just 20. december 2025

Et klart flertal af danskerne ønsker, at værtshuse bliver helt røgfri. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse, som nu giver fornyet debat om smuthuller i loven om røgfri miljøer – også med betydning for lokale værtshuse og deres ansatte.

Klar besked fra gæsterne

Ifølge en måling fra analysebureauet Epinion, foretaget for Kræftens Bekæmpelse, foretrækker 86 procent af den voksne befolkning et værtshus, hvor der ikke må ryges indenfor. Det gælder på tværs af alder, uddannelse og politisk ståsted.

For mange danskere er oplevelsen af røgfyldte lokaler velkendt – og ikke nødvendigvis positiv. Tobaksrøgen hænger ofte ved længe efter besøget og kan være generende både for gæster og personale.

Kræftens Bekæmpelse: Smuthuller skal lukkes

Selvom loven om røgfri miljøer har været gældende i flere år, findes der fortsat undtagelser, blandt andet for mindre værtshuse. Det mener Kræftens Bekæmpelse ikke er tilstrækkeligt.

  • “Grundlæggende mener jeg ikke, at nogen skal tvinges til at indånde tobaksrøg – hverken fordi de går i byen eller passer deres arbejde,” siger Nina Krogh Larsen, projektchef for tobak- og nikotinforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

Hun peger på, at undersøgelsen bør være et tydeligt signal til politikerne.

  • “Det bør være et klart signal til politikerne om, at tiden er inde til at stramme lovgivningen for at sikre flere røgfri miljøer,” siger hun og fortsætter:
  • “Det er helt afgørende, at vi beskytter både ansatte og gæster mod tobaksrøg – især steder, hvor der er kommer mange unge.”

Bred politisk opbakning blandt vælgerne

Undersøgelsen viser, at ønsket om røgfri værtshuse deles bredt i befolkningen. Omkring 90 procent af vælgerne fra Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative, SF, Liberal Alliance og Venstre foretrækker røgfri værtshuse. Vælgere fra Dansk Folkeparti skiller sig dog ud, hvor 73 procent foretrækker røgfri serveringssteder.

Ifølge Nina Krogh Larsen viser tallene, at vælgerne på dette område er længere fremme end mange politikere.

  • “Vælgerne er mere visionære end mange politikere, både når det gælder flere røgfri miljøer og modet til en fremtid uden tobak. Tobak og nikotin er produkter, som hører en anden tid til og som ingen børn og unge bør vokse op med,” siger hun.

Lokale konsekvenser

Debatten kan få betydning for værtshuse i hele landet – også lokalt. En strammere lovgivning vil ændre vilkårene for både ejere, ansatte og gæster, men ifølge undersøgelsen vil den være i tråd med flertallets ønsker.

Hvert år dør omkring 16.000 danskere som følge af rygning, og mange lever med alvorlige sygdomme som kræft, KOL og hjerte-kar-sygdomme. Spørgsmålet er nu, om politikerne vil følge befolkningens klare signal og lukke de sidste smuthuller i rygelovgivningen.