Politik

Byrådskandidater bag baren i Astrup: Rottehullet gentager populært valgtiltag

Lokale vælgere får mulighed for at møde kandidaterne i øjenhøjde

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 10. oktober 2025

Det lokale samlingssted Rottehullet i Astrup gentager nu den populære tradition fra 2017 og 2021, hvor by- og regionsrådskandidater får mulighed for at prøve kræfter med rollen som bartender. Formålet er at skabe en uformel ramme, hvor kandidater og borgere kan mødes og tale om lokalpolitik, udvikling og hverdagen i Mariagerfjord Kommune og Region Nordjylland.

Politik og pilsnere side om side

Fra midten af oktober og helt frem til valgdagen den 18. november 2025 åbner Rottehullet dørene for kandidater, der vil møde vælgerne på en anderledes måde. Arrangementerne finder sted torsdage, fredage og lørdage mellem kl. 15.00 og 19.30, hvor der hver dag stilles én plads bag baren til rådighed for ét parti.

”Så er du byrådskandidat eller regionsrådskandidat, har du nu muligheden for at melde dig til at være med bag baren,” lyder opfordringen fra arrangørerne.

For at sikre bred deltagelse skal tilmeldingen ske i samarbejde med partifællerne, da kun én dag pr. parti er tilgængelig. Initiativtagerne lover til gengæld at gøre ”et brag af en indsats” for at promovere kandidaternes besøg på sociale medier og i lokalområdet.

Frivillighed og fællesskab i centrum

Rottehullet drives udelukkende på frivillig basis, og overskuddet fra driften går til at støtte lokale initiativer i Astrup og omegn. Bag stedet står en bestyrelse på syv personer, som i flere år har arbejdet for at holde liv i det lille men livlige samlingspunkt.

Tilmelding til arrangementet sker via Kasper på mail: kasp151d@gmail.com.

Med den nye runde af politiske bartenderdage håber Rottehullet endnu engang at samle landsbyen om samtale, nærvær og lokal engagement – med både humor og holdninger på menuen.