Nyheder

Danmark har Europas dyreste vand – og regningen kan blive endnu højere

Ny rapport peger på voksende problemer med forurening og manglende kapacitet til at rense drikkevand hurtigt nok

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 6. maj 2026

Danmark har allerede Europas højeste vandpris, og meget tyder på, at prisen vil stige yderligere i de kommende år. Det fremgår af en ny Urban Insight-rapport fra rådgivningsvirksomheden Sweco, som advarer om stigende udfordringer med forurenet grundvand og utilstrækkelig rensekapacitet.

Ifølge rapporten betaler danskerne i gennemsnit 9,3 euro – omkring 70 kroner – pr. kubikmeter vand. Det er markant højere end det europæiske gennemsnit på 3,6 euro, svarende til cirka 27 kroner.

Samtidig står Danmark i en særlig situation: Der er fortsat nok vand i undergrunden, men det bliver stadig vanskeligere og dyrere at rense det for blandt andet PFAS, pesticider og nitrat.

Dyre renseanlæg presser udviklingen

Nye rensemetoder til mikroforureninger kræver store investeringer og bruger meget energi. Det betyder, at mindre vandværker kan få svært ved at følge med udviklingen.

Ifølge rapporten kan det føre til færre og større, centraliserede vandværker i fremtiden.

Lars Storkholm, chef for miljø og industrimiljø i Sweco Danmark og medforfatter til rapporten, mener, at danskerne skal vænne sig til en ny virkelighed omkring drikkevand.

”Vi har historisk set været usædvanligt privilegerede i Danmark, hvor vi altid har kunnet drikke vandet direkte fra hanen uden større vandbehandling. Disse forhold er under markant forandring, og vi kan ikke nødvendigvis forvente det i fremtiden. Det afgørende bliver, at vi de steder i Danmark, hvor de geologiske forhold er gunstige, tør satse på at bore dybere efter grundvandsmagasiner fra før istiderne, hvor vandet er bedre beskyttet mod overfladeforureninger, og samtidig investerer i den nødvendige rensekapacitet.”

Teknologisk kapløb om rent vand

Sweco peger også på, at nye forureningsstoffer hele tiden bliver opdaget, og at teknologien endnu ikke er fulgt med.

”Vi finder hele tiden nye stoffer at rense for, og før vi finder dem, kan vi jo ikke udvikle metoderne til at gøre det. Hertil må vi erkende, at vi på nuværende tidspunkt heller ikke har teknologien til at rense de enorme mængder vand, der skal igennem de store anlæg. Det er en oplagt flaskehals for vandforsyningen,” forklarer Lars Storkholm.

Ifølge rapporten er der derfor ikke én enkel løsning på udfordringerne.

Flere tiltag skal kombineres

Debatten om blandt andet sprøjtestop omkring boringer fylder meget politisk, men effekten kommer ikke hurtigt, understreger Sweco. En reduktion af nitrat i jorden kan tage 20 til 30 år, før det kan måles i grundvandet.

Derfor er der behov for både nye boringer, større rensekapacitet og udvikling af nye teknologier.

”Der findes ikke én løsning på vandudfordringen. Vi skal både hente vand fra dybere magasiner, hvor dette kan lade sig gøre, øge rensningskapaciteten og udvikle nye og bedre rensningsmetoder. Ingen af delene kan stå alene. Lokale forhold spiller også en rolle, og vi skal arbejde hurtigere, end vi gør i dag. Samlet set vil det uundgåeligt gøre vores i forvejen dyre vand endnu dyrere,” siger Lars Storkholm.

Danmark topper prislisten i Europa

Rapporten peger på, at den høje danske vandpris blandt andet skyldes, at danske vandtakster i højere grad afspejler de reelle omkostninger til vandforsyning, spildevand, infrastruktur og skatter.

I mange andre europæiske lande holdes priserne kunstigt lave, fordi nødvendige investeringer i blandt andet klimasikring og rensning endnu ikke er fuldt indregnet.

Samtidig bruger danskerne relativt lidt vand. I gennemsnit bruger hver dansker 109 liter vand om dagen, hvilket er lavere end i blandt andet Norge og Sverige.

Swecos rapport ”Too much, too little, too polluted. Taking on Europe’s water challenges” analyserer udfordringer med vandmangel, oversvømmelser og forurening på tværs af Europa.