Politik
EEO raser over regeringens SU-forslag: “Et klart løftebrud”
Erhvervsskolernes ElevOrganisation kalder det dybt urimeligt, at regeringen vil fjerne den hjemmeboende SU for 81.000 elever. Foreningen mener, forslaget rammer helt almindelige familiers børn, og minder om, at SF og De Radikale lovede at beskytte SU’en
Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO), der repræsenterer over 100.000 elever og lærlinge, går markant imod regeringens plan om at fjerne SU’en for hjemmeboende elever, hvis forældre tilsammen tjener over 710.000 kroner. Ifølge organisationen svigter SF og De Radikale et centralt løfte fra valgkampen.
“SF og De Radikale gik til valg på at passe på SU’en. Nu har de fået magten, og så er det elevernes penge, de rækker ud efter. Det er et klart løftebrud, og det efterlader tusindvis af unge med en følelse af, at man ikke kan regne med det, politikerne siger,” siger Aske Christiansen, formand for Erhvervsskolernes ElevOrganisation.
EEO: Grænsen rammer helt almindelige familier
Finansminister Peter Hummelgaard har forsvaret forslaget med, at det kun rammer børn af forældre med høje indkomster. Men EEO påpeger, at grænsen på 710.000 kroner svarer til en månedsløn på omkring 29.583 kroner pr. forælder, hvilket ligger et godt stykke under medianlønnen på cirka 42.500 kroner.
“Hvis en SOSU-assistent og en murer er højtlønnede i finansministerens øjne, så er der noget helt galt med virkelighedsopfattelsen. Det her rammer ikke de rigestes børn. Det rammer helt almindelige familiers børn, der nu skal finde pengene til bussen til skole,” siger Aske Christiansen.
Organisationen peger på 19-årige Kirstine Christensen som eksempel på, hvem forslaget rammer. Hun går på HTX på Aarhus Gymnasium C og bor hjemme hos sine forældre. Hendes mor er SOSU-assistent, og hendes far arbejder i bygningsadministrationen på Aarhus Universitet. Tilsammen tjener de lige akkurat over grænsen. Forslaget rammer desuden også hjemmeboende elever over 18 år på erhvervsuddannelsernes grundforløb.
“Man kan ikke tage buskortet fra dem på første dag”
EEO mener, at forslaget er selvmodsigende i lyset af politikernes gentagne ønske om flere faglærte.
“Politikerne har i årevis fortalt, hvor meget Danmark mangler faglærte. Og så gør man det dyrere for de unge, der rent faktisk vælger en erhvervsuddannelse. Det er dybt selvmodsigende. Man kan ikke holde festtaler om flere tømrerlærlinge, elektrikerlærlinge og SOSU-elever og samtidig tage buskortet fra dem på første dag,” siger Aske Christiansen.
Han understreger, at mange elever har over en times transport hver vej til skole og har brug for penge til arbejdstøj, sikkerhedssko og værktøj. Ifølge EEO er SU’en ikke lommepenge, men det, der reelt gør det muligt for eleverne at komme i skole.
“Vi er over 18. Vi har stemmeret, vi betaler skat, og vi bliver behandlet som voksne i alle andre sammenhænge. Men når der skal spares, er vi pludselig bare mor og fars børn igen. Det hænger ikke sammen. Vi forventer, at regeringen står ved deres løfter og trækker forslaget tilbage,” slutter Aske Christiansen.
Læs også: