Uddannelse

Fire elever bag ny national konkurrence: Gyldendal bringer vinderidé til live

Fire 8. klasseselever fra Ringsted har gjort det, som mange kun drømmer om – de har set deres idé blive til virkelighed. Nu bliver deres skoleprojekt, Læsedysten, lanceret i hele landet af forlaget Gyldendal og skal få flere unge til at læse for sjov.

Fire elever bag ny national konkurrence: Gyldendal bringer vinderidé til live
Vindere af den tværfaglige holdkonkurrence, "DM i Fagene" 2024/25 (foto: Danske Skoleelever)
Rikke Lund
Af Rikke Lund 28. juni 2025

Når skoleprojektet pludselig bliver til virkelighed

Fire elever fra Campusskolen i Ringsted oplevede i januar noget ganske særligt. De deltog i finalen i DM i Fagene 2025 – Danmarks største konkurrence for skoleelever – og deres projekt Læsedysten løb med sejren i den tværfaglige holdkonkurrence. Idéen? At få udskolingselever til at konkurrere om at læse mest muligt – med en klassetur som præmie.

Nu bliver idéen ført ud i livet. Forlaget Gyldendal, som var en af de medvirkende virksomheder i konkurrencen, har valgt at gøre projektet til virkelighed og lancerer en ny landsdækkende konkurrence: Gyldendals Læsedyst.

Formålet er at styrke læselysten hos elever i udskolingen – og gøre det gennem fællesskab, konkurrence og belønning.

Konkurrence med virkelighedsnære cases

DM i Fagene arrangeres hvert år for elever i 7.-9. klasse og indeholder både individuelle faglige discipliner og holdkonkurrencer med fokus på samarbejde og innovation.

I den tværfaglige konkurrence arbejder eleverne med cases udviklet i samarbejde med virksomheder. Det giver eleverne mulighed for at bruge deres faglige viden på reelle udfordringer – og virksomhederne får indblik i, hvordan unge tænker og løser problemer.

Succesen med Læsedysten er et stærkt eksempel på, hvordan elevernes idéer faktisk kan blive til noget. Ifølge Gyldendal var det oplagt at gå videre med netop dette projekt:

“Vi vil gerne gøre vores til, at læseglæden trives blandt børn og unge. Derfor var det meget værdifuldt for os at deltage med en case ved DM i Fagene og direkte kunne spørge de unge selv, hvad der skal til, hvis de skal læse noget mere.” “Ikke mindst selve idéen til læsedysten, som vi nu gør til virkelighed,” udtaler Niels Overgaard, strategi- og kommunikationschef i Gyldendal.

Klar til næste runde af DM i Fagene

DM i Fagene afholdes i år for 10. gang, og interessen vokser år for år. Forhåndstilmeldingen til skoleåret 2025/26 er allerede åben, og den indledende runde foregår online fra 25. august til 28. november 2025.

Finalen finder sted på Dokk1 i Aarhus den 28.-29. januar 2026 og bliver kulminationen på et forløb, hvor faglighed, kreativitet og samarbejde går hånd i hånd.

Årets casevirksomheder tæller blandt andet IKEANaturhistorisk Museum AarhusForbrugerrådet TÆNK KemiRapoliticsLouis Nielsen og Aarhus Vand.