Uddannelse
Hobro-elever fik nye venner og store oplevelser på Færøerne
Elever fra 5. og 6. klasse på Hobro Friskole er vendt hjem efter et udvekslingsbesøg på Færøerne, hvor privat indkvartering, fælles projekter og færøsk natur gjorde stort indtryk.
Eleverne i 5. og 6. klasse på Hobro Friskole har netop været på en rejse, de sent vil glemme.
Som en del af et udvekslingsprojekt med Litliskúli i Tórshavn har eleverne været på genbesøg på Færøerne. Her boede de privat hos færøske familier og fik dermed mulighed for at opleve både hverdagsliv, natur, kultur og fællesskab helt tæt på.
Projektet er støttet af Nordplus Junior og har til formål at give eleverne internationale erfaringer allerede i en ung alder. Samtidig skal det styrke deres nysgerrighed, mod og forståelse for andre kulturer.
Tæt på delfiner og søpapegøjer
For eleverne bød turen på mange store oplevelser. To piger fra klassen kom blandt andet med ud på Atlanterhavet i motorbåd, hvor de så både delfiner og søpapegøjer på tæt hold.
“Vi var vildt trætte, fordi det var første dag efter en lang rejse – men det glemte vi fuldstændig, da vi så dyrene,” fortæller Sarah Mai Nielsen fra 6. klasse.
Under opholdet arbejdede de danske og færøske elever sammen om projekter inden for blandt andet film, kunst, drama, musik, sprog, arkitektur og outdoor-liv.
Læs også:
Dansk blev lettere at tale
Samarbejdet mellem eleverne har ifølge skolen ikke kun givet faglige oplevelser, men også nye venskaber på tværs af landegrænser.
Klasselærer Teitur Gásadal fra Færøerne oplevede, at mødet med de danske elever gjorde en tydelig forskel for de færøske børn.
“Vi kan mærke, at vores børn på bare 14 dage sammen med de danske elever er blevet langt mere modige til at tale dansk. Det er ret vildt,” siger han.
En følelsesladet afsked
Da turen gik hjem mod Danmark, var det svært for mange af eleverne at sige farvel til deres nye venner.
Skoleleder Per Ølholm fremhæver elevernes åbenhed og evne til at håndtere de udfordringer, der kan følge med at være langt hjemmefra.
“Vores børn har været fantastiske rejsende. De har været åbne over for en anden kultur og et andet folkefærd, og de har støttet hinanden, når noget var svært. Vi er virkelig stolte af vores unger,” siger han.
Udveksling som en del af skolen
Udvekslingsrejserne er en fast del af Hobro Friskoles arbejde med dannelse og fællesskab.
Allerede i 4.-5. klasse møder eleverne andre kulturer gennem et samarbejde med en friskole i København med mange muslimske elever. I 6.-7. klasse går turen til Færøerne med privat indkvartering, mens eleverne i 8.-9. klasse afslutter forløbet med en længere rejse til et land i Europas udkant med en markant anderledes kultur.
Hobro Friskole oplyser, at der netop nu er mulighed for at skrive børn op til kommende skoleår. Der er ledige pladser på udvalgte årgange samt få ledige pladser i skolens fribørnehave.
Læs også: