Uddannelse

Kæmpe millionindsprøjtning: LEGO Fonden sender 200 millioner mod lærere og pædagoger

En ny bevilling på 200 millioner kroner skal styrke lærer- og pædagoguddannelserne og være med til at få flere studerende gennem uddannelserne og videre ud i et arbejdsliv, hvor de bliver i faget.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 2. oktober 2026

LEGO Fonden bevilger 200 millioner kroner til et langsigtet samarbejde med Danmarks seks professionshøjskoler.

Pengene skal blandt andet bruges til at styrke optaget på lærer- og pædagoguddannelserne og bidrage til, at flere uddannede lærere og pædagoger bliver i deres fag. Samtidig er ambitionen at styrke børns trivsel, læring og deltagelse i dagtilbud og skoler.

Mangel på uddannede medarbejdere

Baggrunden for investeringen er blandt andet udfordringer med at tiltrække og fastholde uddannede lærere og pædagoger.

LEGO Fonden peger samtidig på udfordringer i folkeskolen med blandt andet stigende skolefravær og børn, der står uden for skolens fællesskaber. Fonden ønsker derfor også at styrke de fagprofessionelles muligheder for at møde børn med forskellige behov.

”Dygtige lærere og pædagoger er fuldstændigt afgørende for børns trivsel og læring. Børn har brug for uddannede voksne, som kan skabe stærke fællesskaber og møde børn med forskellige behov. Derfor er et løft af professionshøjskolernes pædagogiske uddannelser og videreuddannelser også en langsigtet investering i vores børn,” siger Sidsel Marie Kristensen, administrerende direktør i LEGO Fonden.

Samarbejdet begyndte i 2018

Det er ikke første gang, LEGO Fonden og professionshøjskolerne samarbejder.

Samarbejdet begyndte i 2018 og har haft fokus på undervisere, forskere, studerende og færdiguddannede. Med den nye bevilling bliver indsatsen udvidet med et bredere fokus på blandt andet pædagogisk kvalitet og mulighederne for at fastholde lærere og pædagoger.

”Lærere og pædagoger er nogle af de vigtigste voksne, børn møder uden for hjemmet. Derfor skal vi både investere i morgendagens pædagoger og lærere og i dem, der allerede hver dag gør en forskel i dagtilbud og skoler. De skal have en stærk uddannelse, mulighed for at udvikle deres faglighed og gode grunde til at blive i faget.

Det er en langsigtet investering i både de fagprofessionelle og børnene,” siger Kristina Kristoffersen, rektor på Professionshøjskolen UCN og ansvarlig for Danske Professionshøjskolers samarbejde med LEGO Fonden.

Samlet støtte på 565 millioner kroner

Med den nye bevilling har LEGO Fonden siden 2018 støttet samarbejdet med i alt 565 millioner kroner.

En flerårig evaluering fra Rambøll af de hidtidige indsatser viser blandt andet, at lærere og pædagoger, der arbejder med legende tilgange, har oplevet øget motivation og jobtilfredshed samt et kvalitetsløft i deres praksis. Evalueringen omfatter blandt andet målinger blandt omkring 4.000 lærer- og pædagogstuderende.

Det fortsatte samarbejde skal omfatte både lærer- og pædagoguddannelserne og rette sig mod såvel skoler som dagtilbud. Et af målene er, at flere studerende gennemfører deres uddannelse og efterfølgende bliver i faget.