Nyheder

Mere end 150 unge kastede sig ud i BMX, breakdance og streetbasket i Hørby

Rosendalhallen blev fyldt med musik, bevægelse og masser af aktivitet, da Mariagerfjord Ungdomsskole inviterede til Street Days. Mere end 150 unge fik mulighed for at prøve alt fra BMX og skate til breakdance og streetbasket.

Maria Just
Af Maria Just 5. september 2026

Der var både fart over BMX-cyklerne, tricks på skateboardet og bevægelse til musikken, da Rosendalhallen i Hørby torsdag den 27. august dannede ramme om Street Days.

Mariagerfjord Ungdomsskole stod sammen med UngEvent bag arrangementet, der samlede mere end 150 unge fra Rosendalskolens 7. og 8. årgang, FGU samt ungdomsskolens egne erhvervs- og praktikklasser.

Fem forskellige workshops

I løbet af dagen blev eleverne sendt rundt mellem fem workshops med breakdance, streetbasket, BMX, skate og en klubworkshop.

Undervisere stod klar ved aktiviteterne og introducerede de unge til disciplinerne, så alle kunne deltage uanset tidligere erfaring.

Der blev også tid til konkurrence uden for street-aktiviteterne. Klasserne dystede mod hinanden i en musikquiz, hvor der både skulle tænkes hurtigt og synges med. Vinderklassen kunne efterfølgende fejre sejren med en kasse Faxe Kondi.

Ifølge Tanja Rindom fra Mariagerfjord Ungdomsskole, der var tovholder på arrangementet, tog de unge godt imod konceptet.

De unge var superseje, og det var megafedt at se, hvordan alle elever kastede sig ud i de forskellige workshops med både gåpåmod og smil på læben. Vi syntes selv, at vi havde lavet et fedt setup, og vi er utrolig glade for, at de unge var superengagerede hele dagen,” fortæller Tanja Rindom.

Skulle også vise fritidens muligheder

Street Days handlede ikke kun om aktiviteterne i hallen. Under klubworkshoppen blev eleverne præsenteret for Ungdomsklubben i Hørby og de forskellige hold og fritidstilbud hos Mariagerfjord Ungdomsskole.

Formålet var at vise de unge, hvilke muligheder de har for at blive en del af nye fællesskaber efter skoletid.

Vi vil altid gerne have flere unge ud i vores ungdomsklubber og på vores fritidshold, og derfor var klubworkshoppen ideel. Her fik vi mulighed for at fortælle om vores fede tilbud, og de unge blev klar over de mange muligheder, de har i deres fritid,” fortæller ungdomsskoleinspektør Lars Otte Koefoed.

Street Days kan vende tilbage

Street-aktiviteter er allerede en del af Mariagerfjord Ungdomsskoles tilbud. Ungdomsskolen har gennem flere år været rundt i kommunen med sit mobile skate-setup fra Als til Hvilsom.

Efter erfaringerne fra dagen i Hørby kan Street Days også komme i spil igen.

Vi har i en årrække haft street-aktiviteter med vores mobile skate-setup fra Als til Hvilsom, og derfor er vi utrolig glade for, at Street Days forløb fuldstændigt som planlagt. I Mariagerfjord Ungdomsskole arbejder vi altid med nye måder at aktivere unge på – særligt udenfor – og her kan Street Days sagtens blive et værktøj, vi også anvender i fremtiden,” afslutter Lars Otte Koefoed.