Politik

Ministerbesøg i Snæbum: Lovgivningen spænder ben for udvikling i landdistrikterne

Snæbum Kultur- og Forsamlingshus dannede torsdag rammen om et møde, hvor Minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), lagde vejen forbi til dialog med lokale kræfter.

Søren Greve
Af Søren Greve 22. september 2025

Det var Landdistriktsrådet, der stod som arrangør, og stemningen var præget af stort engagement og konstruktive drøftelser om fremtidens udviklingsmuligheder i lokalsamfundet.

Blandt de fremmødte var Mariagerfjords borgmester Mogens Jespersen, formand for Klima- og Landdistriktsudvalget Jesper Skov Mikkelsen samt flere repræsentanter fra Landdistriktsrådet. Også formand for Snæbum-Hannerup Landsbyråd, Verner Kristiansen, deltog og præsenterede en konkret sag for ministeren.

En energipark med konsekvenser

I Hejring planlægges en større energipark, som betyder, at 26 boliger skal fjernes. Ifølge Verner Kristiansen er det altafgørende, at de familier får mulighed for at blive i nærområdet – og Snæbum kunne være den oplagte løsning. Med sine godt 300 indbyggere vil byen ikke blot byde beboerne velkommen, men også sikre, at tilknytningen til lokalmiljøet bevares.

Der er allerede udarbejdet et projekt, der er forankret lokalt, har fuld opbakning fra grundejer og understøtter byens ønsker. Som Verner Kristiansen understregede, er det et tydeligt eksempel på udvikling i fællesskabets interesse – men gældende lovgivning spænder ben.

Lovgivning står i vejen

Flere problemstillinger blev fremhævet under mødet. Sø- og kystbeskyttelseslinjen forhindrer i dag nye udstykninger, og Landdistriktsrådet pegede på, at der bør være mulighed for dispensation, når det handler om at sikre bosætning i landsbyerne.

Derudover blev Planloven kaldt ”ét stort kludetæppe”, som gør det uforholdsmæssigt vanskeligt at opføre nyt byggeri i mindre samfund. Her var der bred enighed om, at det er positivt, at loven netop nu er under revision – og forhåbentlig vil blive forenklet til gavn for lokalsamfundene.

Et konstruktivt møde

Fra Landdistriktsrådets side var der stor tilfredshed med mødet. Ministeren lyttede opmærksomt og deltog aktivt i drøftelserne, hvilket gjorde indtryk på de fremmødte.

”Det var et virkelig godt møde, og vi fik et fantastisk indtryk af Morten Dahlin. Han var lydhør, konstruktiv og interesseret i at forstå de udfordringer, vi står med i landdistrikterne,” lød det fra Verner Kristiansen.