Uddannelse
Næsten 23.000 elever har dystet i naturfag
Ny evaluering viser høj tilfredshed med Naturfagsmaraton, hvor elever fra 5. og 6. klasse arbejder kreativt med naturfag
Næsten 23.000 elever fra 5. og 6. klasse har i år deltaget i Naturfagsmaraton, som Naturvidenskabernes Hus står bag. Konkurrencen er Danmarks største naturfagskonkurrence og har haft deltagere fra mere end halvdelen af landets kommuner.
En ny evaluering viser, at lærerne generelt er meget tilfredse med forløbet. 94 procent er tilfredse eller meget tilfredse med Naturfagsmaraton som helhed, mens 92 procent vurderer, at det faglige niveau har været passende.
Naturfag med virkelige opgaver
Naturfagsmaraton handler ikke kun om selve konkurrencedagen. Eleverne arbejder forinden med opgaver, hvor de skal undersøge, bygge, teste og præsentere deres løsninger.
42 procent af lærerne har ifølge evalueringen inddraget en fagperson eller virksomhed i arbejdet med opgaverne.
“Det er langt over vores forventning, og det viser, at Naturfagsmaraton også kan være en vigtig løftestang for skolevirksomhedssamarbejde og for at bringe virkelighedsnære perspektiver ind i undervisningen. På den måde bekræfter evalueringen, at Naturfagsmaraton er meget mere end en konkurrencedag. Det er et stærkt læringskoncept, som motiverer eleverne til at arbejde undersøgende, kreativt og problemløsende med naturfag,” siger Maiken Lykke Lolck, direktør i Naturvidenskabernes Hus.
Læs også:
Flere elever får mod på faget
Evalueringen peger også på, at konkurrencen kan være med til at give flere elever lyst til at deltage aktivt i naturfag.
“Noget af det stærkeste i evalueringen er lærernes beskrivelser af elevernes motivation og engagement – også blandt de elever, der kan have svært ved at finde sig til rette i naturfagsundervisningen. Vi har gennem flere år arbejdet målrettet på at skabe bedre deltagelsesmuligheder for endnu flere elever og tilpasse opgaverne, så alle kan være med,” siger Karina Esmine Fredbo, programleder for Naturfagsmaraton i Naturvidenskabernes Hus.
Hun peger på, at eleverne får mulighed for at arbejde praktisk og præsentere deres egne løsninger.
“Det en indikation af, at Naturfagsmaraton favner en bred elevgruppe. Vi har også haft et stort fokus på at skabe en god oplevelse for så mange som muligt. Vi har blandt andet samarbejdet med læsevejledere og har testet læsning af opgaverne med elever på forhånd. Vi kan heldigvis se i evalueringen, at mange lærere oplever, at eleverne vokser med opgaverne.
De bliver stolte og får lyst til at arbejde undersøgende og kreativt med naturfag, når de får lov til at arbejde hands-on og præsentere deres egne løsninger,” siger programlederen.
Arbejder videre med næste års turné
Naturvidenskabernes Hus vil bruge evalueringen til at udvikle næste års Naturfagsmaraton. Tilmeldingen til Naturfagsmaraton 2027 ventes at åbne i begyndelsen af juni, mens det præcise tidspunkt bliver meldt ud i slutningen af maj.
Læs også: