Viden
Ny teknologi kan gøre din søvn til et spørgsmål for chefen
Ure og apps kan allerede følge din nattesøvn. Nu advarer forskere om, at mere avanceret søvnteknologi kan føre til overvågning og krav fra blandt andre arbejdsgivere.
Hvor godt har du sovet i nat – og skal din arbejdsplads have noget med det at gøre?
Ny teknologi kan gøre det muligt både at måle og forbedre menneskers søvn. Det kan give gevinster for sundhed, trivsel og sikkerhed, men udviklingen rejser samtidig spørgsmål om privatliv og retten til selv at bestemme over sine søvndata.
Tre bioetikere fra Københavns Universitet, National University of Singapore og ETH Zürich har derfor sat fokus på udviklingen i en ny kommentarartikel i det videnskabelige tidsskrift Nature.
“Teknologier, der forbedrer søvn, kan potentielt gavne både sundhed, trivsel og sikkerhed. Men vi er nødt til at diskutere allerede nu, hvem der får glæde af forbedringerne, og hvem der får adgang til de data, teknologierne indsamler,” siger Sebastian Porsdam Mann, bioetiker og juridisk forsker ved Københavns Universitets Centre for Advanced Studies in Bioscience Innovation Law.
Teknologien kan gøre mere end at måle søvnen
Millioner af mennesker bruger allerede ure og apps til at følge deres søvn. Samtidig bliver der arbejdet på teknologier, som ikke blot registrerer søvnen, men forsøger aktivt at forbedre den.
Det kan eksempelvis være pandebånd, som sender svage elektriske impulser til hjernen under søvnen. Andre systemer kan afspille lyde på bestemte tidspunkter for at påvirke hjernens aktivitet og fremme dyb søvn.
Formålet er blandt andet at styrke søvnens genopbyggende effekt og forbedre helbred og præstationsevne, når man er vågen.
”Dokumentationen er dog stadig begrænset. De fleste undersøgelser er foregået under kontrollerede laboratorieforhold, og effekterne varierer mellem forskellige teknologier,” understreger Sebastian Porsdam Mann.
Læs også:
Kan blive interessant for arbejdspladser
Forskerne peger på, at søvnteknologien kan blive særlig interessant på arbejdspladser, hvor træthed kan få alvorlige konsekvenser. Det gælder eksempelvis inden for sundhedsvæsen, transport og byggeri.
Spørgsmålet er, hvad der sker, hvis frivillig brug af teknologien udvikler sig til en forventning fra arbejdspladsen.
“Det kan hurtigt komme til at ligne et omsorgstilbud. Men når overvågning og præstationsforbedring kobles sammen, opstår der en risiko for, at frivillige ordninger gradvist bliver til forventninger eller krav,” siger Sebastian Porsdam Mann.
Virksomheder har tidligere indsamlet søvndata
Problemstillingen er ikke kun teoretisk.
Forskerne fremhæver, at to hollandske virksomheder allerede i 2016 blev undersøgt af datatilsynet for at indsamle aktivitets- og søvnoplysninger fra ansatte.
Myndighederne vurderede, at oplysningerne var følsomme helbredsoplysninger. Samtidig kunne medarbejdernes samtykke ikke betragtes som frit givet på grund af magtforholdet mellem arbejdsgiver og medarbejder.
Vil have regler, før teknologien bliver udbredt
Forskerne fremhæver tre centrale principper for fremtidig regulering.
Der bør blandt andet være fokus på, hvem teknologien gavner. Formålet bør ikke kun være større produktivitet, men også den enkelte persons sundhed og trivsel.
Forskerne mener desuden, at reglerne bør udvikles gennem offentlig debat og demokratisk inddragelse, inden teknologien bliver udbredt. Endelig skal privatlivet og retten til at sige nej beskyttes, og mennesker bør selv have kontrol over adgangen til de data, der bliver skabt under deres søvn.
Kommentaren er skrevet af Sebastian Porsdam Mann fra Københavns Universitet, Brian D. Earp fra National University of Singapore og Effy Vayena fra ETH Zürich.
Læs også: