Politik
Pressemeddelelse – Stærke aftryk for familierne og de ældre i det nye budgetforlig
Pressemeddelelse fra Konservative og DF i Mariagerfjord
Flere øvrige partier har været ude at tilkendegive en glæde ved det netop præsenteret budgetaftale, og vi vil naturligvis gøre det samme, da flere af vores mærkesager, der forbedrer den borgernære velfærd og styrker erhvervslivet, er lykkedes.
Hos Dansk Folkeparti er der tilfredshed over, at der nu igen tilføres flere midler til ældreområdet. ”Vi har længe protesteret imod de besparelser, der har ramt de ældre, og det er derfor en vigtig milepæl, at vi igen kan tilbyde pædagogiske måltider og musikterapi til de ældre i vores kommune. Tryghed i trafikken er ligeledes en mærkesag, og det glæder os, at der nu afsættes midler til at skabe bedre og mere sikrer rammer i hele kommunen”.
For de Konservative er det glædeligt, at der samlet afsættes 2.7 mio. kr. til myndighedsbehandling, så vi kan få styrket kommunens sagsbehandling. ”Det har været et klart erhvervspolitisk ønske, en prioritet og en mærkesag for os Konservative, at vi får styrket kommunens sagsbehandling, så vi gør det nemmere at drive og tiltrække virksomheder, der kan skabe vækst, flere arbejdspladser, bosætning og øger vores indtægter”.
Desuden er det glædeligt, at vi nu igen kan tilbyde pasning af egne børn som en permanent ordning. 58 familier var glade for pasning af egne børn, og det er konservativ familiepolitik, at familiens behov er i centrum – her som en fleksibel ramme for at indrette hverdagen, som man selv ønsker det. ”Vi er optaget af diversitet og fleksibilitet for familierne, og fordi vores familier ikke er ens – så hvis ens barn har brug for at være hjemme hos primær omsorgsperson lidt længere, så øger vi her muligheden for, at forældre kan prioritere det”.
Tilfreds er begge partier også med, at der er fundet og afsat midler af til den videre renovering af Mariager Skole og Havbakkeskolen, så vi kan skabe bedre rammer for børn og unges hverdag i skolen. Og at der fremover etableres nye fritidstilbud i form af Juniorklubber i Hørby, Hobro og Mariager med fællesskab og aktiviteter for børnene.
”Vi kvitterer for et godt konstruktivt samarbejde i forhandlingerne med de andre partier. Det tegner lovende for et fremadrettet samarbejde om Mariagerfjord Kommunes fremtidige udvikling og målsætning – at her vil vi mere, og der er plads til flere.”
Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!
Læs også: