Helbred
Rita fandt glæde og fællesskab i demenskor
I Mariagerfjord Kommune samles borgere med demens, pårørende og frivillige om sang, kaffe og nærvær hver mandag i Biecentret
For 72-årige Rita Buur Tillemann fra Hobro er mandag blevet et vigtigt holdepunkt i hverdagen.
Hun er en af deltagerne i Mariagerfjord Demenskor, hvor borgere med demens, deres pårørende og frivillige mødes for at synge sammen og være en del af et trygt fællesskab.
Rita begyndte i koret, allerede før hun tidligere i år fik konstateret demens. Hun kunne mærke, at noget var ved at forandre sig, og derfor tog hun selv initiativ til at møde op.
”Jeg kunne mærke, at noget forandrede sig i mig, allerede før jeg fik diagnosen. Derfor begyndte jeg i demenskoret. Her behøver jeg ikke forklare mig, for folk forstår én. Det gør noget godt for mig at komme her og være en del af fællesskabet, og jeg går altid glad hjem”, fortæller Rita.
Her handler det om at være med
Hver mandag klokken 12.30 samles deltagerne i Biecentret i Hobro. Her bliver der sunget, drukket kaffe og talt sammen i et fællesskab, hvor der er plads til både grin, stilhed og svære dage.
Det handler ikke om at synge rent eller kunne huske alle ordene. Det vigtigste er at være med.
Mariagerfjord Demenskor startede i september 2025 som et samarbejde mellem Biecentret og Mariagerfjord Kulturskole. I dag tæller koret 12 borgere med demens, seks pårørende og otte frivillige.
Læs også:
Sang vækker minder
Ifølge korleder Maj-Lis Hoffer Henriksen sker der noget særligt, når mennesker synger sammen.
”Når vi synger sammen, sker der noget med mennesker. Vi ser deltagere falde til ro, smile og finde glæde i fællesskabet. Musik og sang stimulerer hjernen og vækker minder, følelser og genkendelse – også på de svære dage. Når vi synger sammen, så synger vi med hjertet”, siger korlederen.
Sangene er valgt, så de er genkendelige og lette at synge med på. Blandt andet synger koret “Det er i dag et vejr”, “Svantes Lykkelige Dag” og “Gem et lille smil”.
Hver korøvelse følger den samme faste struktur, og det er med til at skabe tryghed for deltagerne.
Et frirum for familier
Demenskoordinator Christina Hjorth Virenfeldt Rahbek er med, når koret mødes. Hun oplever, at tilbuddet betyder meget for både de demensramte og deres familier.
”Demens kan skabe afstand og usikkerhed i familier. I demenskoret oplever både de demensramte og deres pårørende, at de ikke står alene. Her møder de mennesker, som forstår deres hverdag uden forklaringer, og det giver tryghed og større livskvalitet”, siger demenskoordinatoren.
Mariagerfjord Demenskor mødes hver mandag klokken 12.30-14.30 i Biecentret i Hobro. Tilbuddet er gratis, og der er plads til flere deltagere med let til moderat demens.
Læs også: