Hobro og omegn
Cykelsportens stjerner starter i Hobro og skal kæmpe på brosten i Mariager i PostNord Danmark Rundt
Vejene omkring Hobro og Mariager kommer til at danne rammen om en helt afgørende etape i PostNord Danmark Rund
Vejene omkring Hobro og Mariager danner rammen om en afgørende etape i PostNord Danmark Rund
Når PostNord Danmark Rundt rammer Nordjylland til august, bliver det med en spektakulær etape gennem Mariagerfjord Kommune. Den 150 kilometer lange rute fra Hobro til Silkeborg byder på kuperet terræn, stejle stigninger, ujævne brosten og uforudsigelig sidevind – elementer, der kan blive afgørende i kampen om løbets samlede sejr.
Rullende folkefest starter i Hobro
Den store cykelbegivenhed skydes i gang lørdag den 16. august i Hobro, hvor startområdet placeres ved det spritnye cykelanlæg Alt På Hjul. Borgmester Mogens Jespersen ser frem til at være vært for det prestigefyldte etapeløb:
- Vi danskere elsker cykelsport, og efter Jonas Vingegaards Tour de France-triumfer er begejstringen større end nogensinde. Jeg er sikker på, at det nordjyske publikum vil skabe en fantastisk stemning og heppe på vores danske stjerner i startbyen Hobro og langs ruten til brostenene i Mariager, siger han.
Læs også:
Drama på ujævne brosten i Mariager
Efter den neutrale start i Hobro triller feltet gennem byens gader og fortsætter syd om Mariager Fjord. Ruten går herefter gennem Mariager, hvor feltet to gange skal forcere den stejle Sødisbakke. Den gamle købstads toppede brosten vil uden tvivl skabe dramatik, inden rytterne fortsætter mod Silkeborg, hvor både dagens vinder og løbets samlede vinder skal kåres.
Danske cykelstjerner klar til start
Danske topnavne som Magnus Cort og Mads Pedersen har allerede meldt deres ankomst. Løbet har tidligere tiltrukket verdensstjerner som Remco Evenepoel og Christophe Laporte, og konkurrencen bliver benhård i kampen om sejren. Sidste gang en dansker triumferede i PostNord Danmark Rundt var i 2023, da Mads Pedersen tog en overbevisende sejr.
Stolt borgmester ser frem til stor cykelfest
Mogens Jespersen er stolt af, at Mariagerfjord Kommune endnu en gang danner ramme om en stor sportsbegivenhed:
- Vi har stolte cykeltraditioner i Mariagerfjord med en aktiv cykelklub og vores nye cykelpark Alt På Hjul, som er et sandt slaraffenland for cykelentusiaster. Sammen med Danmarks Cykle Union og de mange frivillige vil vi skabe en fantastisk fest både i Hobro og Mariager, siger borgmesteren og tilføjer:
- Vi glæder os til det festlige spektakel, når 140 cykelryttere suser forbi med en hale af larmende motorcykler og servicebiler efter sig.
En rute med udfordringer og drama
Efter den dramatiske start i Mariager fortsætter ruten sydpå mod Hammel, hvor de kendte stigninger ved Pøt Mølle og Sorring Låddenhøj venter. De sidste 28 kilometer køres på den klassiske afslutningsrundstrækning i Silkeborg, hvor Hvinningdalsvej traditionelt skaber store udskilninger. I år er målstregen flyttet til toppen af bakken, hvilket vil gøre finalen endnu mere intens.
Foto: PostNord Danmark Rundt
Kultur- og fritidschef: Mariagerfjord Kommune bliver en cykeldestination
Flemming Poulsen, kultur- og fritidschef i Mariagerfjord Kommune, har store forventninger til begivenheden. På LinkedIn skriver han:
- Det er en særlig følelse at ramme de første brosten med fuld fart, uden anden affjedring end dine smalle dæk og puden i cykelbukserne. Vi vil i Mariagerfjord Kommune prøve at skabe den samme intense stemning som i Flandern Rundt og Paris-Roubaix.
Han løfter også sløret for de store planer, der er lagt for at sikre en folkefest:
- Vi vil skabe rammerne for to folkefester i én, både i Hobro og Mariager. Med storskærme, aktiviteter for børn og voksne samt muligheden for at komme helt tæt på nogle af verdens bedste cykelryttere og hold som Team Visma, Quick-Step og Alpecin.
En dag at sætte kryds i kalenderen
PostNord Danmark Rundt bliver en uforglemmelig oplevelse for cykelfans i Mariagerfjord Kommune. Med store cykelnavne på startlisten, en rute fyldt med udfordringer og en folkefest i vente, er der lagt op til en dag, der vil gå over i lokalhistorien.
Så sæt kryds i kalenderen lørdag den 16. august, og vær med til at heppe på de danske og internationale cykelstjerner, når de indtager de nordjyske landeveje!
Kilde: Mariagerfjord Kommune
Læs også: